|
Lydbearbejdning, komposition og performance
Elektronisk musik og komposition på Performers House går bag om teknikken og starter fra bunden med undervisning i komposition og lydteknik.
Der undervises - dyb koncentration (Foto: Per Pedersen)
Undervisningen Undervisningen opkvalificerer dine tekniske, musikalske og performancemæssige kompetencer med fokus på din lyst til at blive selvstændigt skabende og udøvende kunstner.
Vi afprøver og undersøger alle genrer – fra lydinstallationer, drum’n’bass, hiphop, triphop, techno, house, dubstep – så du får musik i ørerne fra morgen til aften og rig mulighed for selv at afprøve dig selv. Du indgår i højskolens kreative miljø; bl.a. med højskolens anden musiklinje i forbindelse med kompositions- og produktionsarbejde; måske er det dig, der producerer beats til danselinjens forestilling eller supplerer teaterlinjens egenproduktion med lydbilleder.
Undervisningen foregår i tre forskellige settings: arbejdsstationer, hvor du kan fordybe dig i programmering og lydarbejde. I øvelokaler med mulighed for at spille højt og arbejde med analoge instrumenter. Og endelig råder højskolen over koncertsal, hvor vi arbejder med performance, scenografi og formidling. Udover 14 linjetimer pr. uge vil der være projektuger og workshops. Det sidste år har vi haft besøg/koncerter af folk som ElectroJuice, Turboweekend, When Saints go Machine og vi udvider løbende med spændende oplæg fra folk i branchen. >> Læs mere om teknikken på Performers House (PDF)
 Mikkel fra elektronisk musiklinje forår 2011 performede under årets Elektronisk musikfestival No. 9 for et fyldt Kedelhus (Foto: Per Pedersen)
Udover linjefaget elektronisk musik vil du modtage undervisning i film & filosofi og vi tilbyder forskellige valgfag, såsom PR/Kommunikation, Dansk sprog og kultur, "Film Lovers" og Intercultural Understanding. Desuden er det muligt at synge med i skolens kor – det foregår med elever fra højskolens øvrige linjer.
Oven i alt dette indebærer et højskoleophold på Performers House selvfølgelig også foredrag, sang, fællestimer, koncerter, udflugter, caféaftner, teaterbesøg og fester.
>> Den elektroniske musiklinje ledes af Stefan Kvamm og Jakob Meyland >> Info ved kontakt til kontoret på mail@performershouse.dk eller 86 800 820
Elektronisk musiklinje på Performers House er officielt praktiksted for DIEM - DIEM er Danmarks center for elektronisk musik under Det Jyske Musikkonservatorium. DIEMs formål er at støtte produktion, undervisning, forskning og opførelse af elektronisk musik i Danmark. Læs mere om DIEM.
|